Hvad er glas

Glas er et rent naturprodukt. Råmaterialerne er kvartssand, soda og kalk.
Desuden tilsættes små mængder jern, magnesium, aluminium og andre stoffer,
der medvirker til at give glasset en enestående holdbarhed.

Næsten alt planglas fremstilles i dag som floatglas. Det foregår i princippet ved,
at den smeltede glasmasse løber ud over et flydende tinbad, hvor massen afkøler.
Her får glasset sin ensartede tykkelse og den helt plane overflade.

Afkølingen fortsættes i en lang “kølekanal” under nøje kontrollerede forhold,
så der ikke opstår uønskede spændinger i glasset. Glaspladen er nu født med
forskellige egenskaber, afhængig af produktionsmetode. Andre kan komme til
ved en senere efterbehandling.